Corona-isolation og selvværd

De seneste to år har mange af os prøvet at være isoleret pga. corona. Måske har du selv været smittet, eller været nærkontakt til en smittet.

Hvilke tanker, følelser og temaer dukker op, når vi befinder os i coronaisolation? Hvilke erfaringer har du gjort dig og hvad tager du med videre?

Det undersøger jeg med min gæst Naja, som i januar 2021 var 2 uger i isolation på et hotelværelse i København, fordi hun var blevet smittet med corona. Her skrev Naja dagbogen Coronafængslet, hvor hun hver dag delte sine tanker fra isolationen på facebook.

Sammen laver vi en epilog eller et sidste kapitel til Coronafængslet med afsæt i psykodrama. Vi “går tilbage” til hotelværelset og undersøger hvad der dukker op vha. iscenesættelse og rollebytte. Her bliver Naja konfronteret med en selvværdsproblematik. Naja bytter rolle med flere sider af sig selv og vi slutter af med en fremtidsscene og et integrerende arbejde.

Jeg var vanvittigt overrasket over hvor hurtigt vi bevægede os fra en ret konkret, isoleret situation, til noget som handler om nogle meget grundlæggende følelser og udfordringer, jeg døjer med. Det synes jeg var helt vildt mærkeligt, at vi kunne gå fra, at vi “gik ind” på et hotelværelse og satte os på en seng, til at tale om mine mørke sider (…)Det var ikke det, jeg havde forventet, men jeg er positivt overrasket.

Og efter de første 24 timer i min celle, jeg mener på mit værelse, føles de fremmede hår i gulvtæppet, der praktisk talt fik mig til at tude, da jeg først trådte over tærsklen til værelset, næsten som mine egne.

Jeg stak snudeskaftet helt ned i den appelsin, jeg var ved at skrælle, så næsetippen rørte ved skrællens inderside, og det var som om, jeg med lidt møje godt kunne guide mig selv frem til duften af appelsin. En meget sær følelse af at skulle finde duften med hjernen frem for med næsen: “Husk det nu! Hvordan er det nu, en appelsin dufter? Du ved det godt! Der var den … var den ik’?